Glemme hende? Stefan sidder slukøret foran skrivebordet i sit lille kammer og stirrer på de latinske ord i den støvede, læderindbundne bog, der ligger foran ham. Det er som om ordene smelter sammen og skifter ham. Nu ligner de pludselig sorte myrer, der kravler rundt i en gold og hvid papirørken, aldeles uforståelige. Esmeralda. Det kan han sgu selv glemme! Hun er garanteret både smuk og naturligvis formuende, men hun er jo ikke … Elizabeth. Barpigens besnærende øjne og forførende smil dukker op midt i papirørkenen som en længe ventet oase, der kan redde en vildfaren eventyrers liv. Eller er det bare et fata morgana? Bør man følge sit hjerte eller sin hjerne? Elizabeths røde læber får papirørkenen og myrerne til at glide helt i baggrunden. Hvordan mon det vil være at kysse hende? Det er nu eller aldrig. Hun står jo bag baren og venter på dig. Måske er der en anden bargæst, det løber med hendes hjerte. Nej! Stefan smækker den støvede bog sammen, springer op fra skrivebordet og forlader sit kammer. Heldigvis er far på handelsrejse, så der er frit lejde.

”Hvor skal du hen, Stefan?”

Hans mor rejser sig fra sin lænestol ved den knitrende kamin i stuen.

”Jeg tager på Waldrons et par timer.”

”Skal du nu møde hende Elizabeth igen?”

”Ja, mor. Sig det ikke til far.”

”Nej, men det er da alt for sent. Nuvel, pas på dig selv.”

Han giver sin sukkende mor et kys på kinden og forlader huset. Følg dit hjerte min søn. Gør ikke som mig. Stefan betror sig ofte til sin mor og ved alt om sine forældres fornuftsægteskab. Gid man kunne flygte fra det hele, både fra karrieren og Lübeck. På sin vej gennem den mørklagte by ænser Stefan knapt sine omgivelser. Han ser i stedet et lille husmandssted langt ude på landet, hvor et ungt, nyforelsket par holder hinanden i hånden og skuer ud over de frodige marker og enge. Inderst inde er han udmærket klar over, at denne plan er noget nær umulig af en lang række praktiske årsager, og alligevel mister han gradvist helt forbindelsen til de barske realiteter, alt imens han bygger storslåede luftkasteller. En dag hvor de er helt alene i Waldrons hyggelige ølstue, deler han omsider sin fantasi med Elizabeth.

“Vær nu ikke skør. Hvad med min lillebror og min far? Jeg kan da ikke bare efterlade dem!”

“Naturligvis ikke, Elizabeth. Vi tager dem med os.”

“Hvordan skal vi tjene til føden, hvis jeg mister mit job, og din familie slår hånden af dig? Din far vil aldrig tilgive dig.”

“Bare rolig. Jeg tager et lille forskud på min arv. Der er masser af guld og sølv i min fars pengekiste. Rigeligt til at vi kan klare os i lang tid.”

“Men det er jo tyveri, Stefan! Det kan du da umuligt gøre mod din egen familie. Jeg vil ikke medvirke til den slags forbrydelser.”

“Min far bruger mig som en skakbrik i sin forretningsstrategi. Jeg ønsker ikke at være et tandhjul i hans handelsimperium.”

”Stefan, vi må alle slå os til tåls med vores lod i livet. At skænke øl op, selv på et sted som Waldrons, er heller ikke lutter lagkage.”

”Men … men hvad nu, hvis jeg gifter mig med dig i stedet for Esmeralda?”

”Du … du er sød Stefan. Men vi kan aldrig få hinanden. Man gifter sig ikke uden for sin stand.”

Elizabeth sukker og slår sine smukke øjne ned. Tiden står stille. Stefans eget blik bliver langsomt mere og mere sløret, og til sidst fortoner den unge kvinde sig og går nærmest i ét med de kølige mursten foran ham. Hun glider ham helt håndgribeligt af hænde. Der er så stille i krostuen, at Stefan næsten kan høre tårerne ramme den sortbejdsede bordplade mellem dem.

”Aldrig?”

Stefan smager på ordet. Iblandet sine egne salte tårer er det en bitter menu, der nu bliver serveret for ham. Aldrig. Det er så definitivt et ord. Mener hun virkelig det?

Elizabeth nikker stilfærdigt.

”Det er ikke … retfærdigt. Vi … elsker jo hinanden.”

Krostuens stengulv begynder at rotere under Stefans ben, og en kvalme spreder sig i hans mellemgulv. Askegrå i ansigtet griber han fat om bordkanten og får skubbet sin stol bagud. Han vakler bort fra bordet i retning af hoveddøren og er flere gange ved at miste balancen.

”Stefan! Vent …”

Hendes skingre stemme flænger luften mellem dem, men han ignorerer den og forlader forfjamsket ølstuen. Hvordan kan hun … nej, hvordan kan verden være så grum? Han løber hele vejen hjem med tårerne trillende ned ad kinderne. Flere gange er han ved at miste fodfæstet på de fugtige brosten eller ganske enkelt træde ned i den ildelugtende rendesten, fordi tårerne slører hans udsyn. Jeg kan umuligt opgive Elizabeth. Han knuger sine hænder til neglene borer sig ind i håndfladerne. Heldigvis er hans mor gået i seng, og ingen ser ham småhulkende liste op i seng på sit lille ungkarlekammer.

---

Morgensolens første stråler giver Stefans ansigt en nærmest magisk aura. I sin sorg og befippelse har han helt glemt at lukke skodderne til vinduet på sit kammer. Hvad er nu det? Der er uro på brostenene uden for huset, og de oprørte stemmer er så højlydte, som stod indehaverne omkring hans seng og diskuterede.

”… det forbandede skib. Hvorfor lukker de ikke havnen?”

”Men har nonnerne ikke behandlet dem?”

”… døde allesammen. Bylder over det hele.”

Hvad snakker de om?  Stefan åbner sine øjne og lister over til vinduet for at smugkigge ned på gaden. Tre købmænd fra nabolaget står få meter nede ad gaden i konspiratorisk dialog.

”Byrådet vil indføre karantæne. Hold jer langt væk fra de syge.”

”Ja. Kirkegården får travlt … snakkede med graveren og …”

Stefan må anstrenge sig for at følge med i samtalen, for mændene bevæger sig nu langsomt uden for hørevidde. Han tager i al hast sit tøj på og løber ned ad trappen til patriciervillaens dagligstue.

”Mor, mor. Har du hørt rygtet om de syge matroser?”

”Nej, hvad er nu det?”

Hans mor kigger forundret op fra strikketøjet og retter lidt på sit grånende hår i gyngestolen ved dagligstuens åbne ildsted.

”De siger en hel besætning på et handelsskib var blevet syge og blev indlagt på Heiligen-Geist.”

”Virkelig?”

”De havde bylder, og nu er de vist døde alle sammen.”

”Det er nok bare en vandrehistorie.”

”Nej, nej. Det tror jeg ikke. Byrådet vil indføre karantæne.”

”Virkelig? Du må hellere snakke med far. Det lyder ikke godt.”

Stefanåbner hoveddøren og bevæger sig ned mod havnen. Mon ikke far er på handelskontoret? Der plejer han at være hver morgen. Han nyder at se skibene blive lastet med handelshusets varer og vil personligt sikre sig, at alt er i orden. Som Stefan runder et gadehjørne og kan ane hospitalet i det fjerne, fryser hans ben til is og nægter at bevæge sig. Hvad i alverden sker der? Hårene rejser sig på hans arme, og det løber ham koldt ned ad ryggen. En kortege af faldefærdige trækærrer fylder hele det smalle fortov foran ham, og nærmer sig med foruroligende hast. Han springer vilkårligt over den ildelugtende rendesten og skynder sig over på den modsatte side af gaden. Selv på afstand er det tydeligt, hvad mændene fragter bort fra hospitalet. En slatten arm hænger ud over siden på den forreste kærre, og et par ben stikker op over kanten på den næste. Jeg må advare far! Stefan begynder at løbe alt hvad han kan, men af bar nysgerrighed kigger han sig over skulderen, netop som han passerer den lokale kirkegård. Med blikket stift rettet mod kirkens graver står en sortklædt præst flankeret af to nonner. Præsten knuger en bibel i sine blege hænder, og bag dem ligger et mindre bjerg af ubevægelige menneskekroppe. Fragmenter af hans ildprædiken runger mellem gravstenene og når helt ud på gaden, hvor Stefan i fuldt firspring spurter forbi.

”… Guds vilje … evige skærsild …”

Stefan ryster det gruopvækkende syn af sig og navigerer stakåndet gennem nogle smalle gyder, der fører ned til Lübecks havn. Igen må han lamslået bremse op, mens hans hjerne modvilligt bearbejder og forsøger at fortolke det syn, der møder ham. Hvad i alverden er der sket? Kajen er nærmest mennesketom, selvom den på dette tidspunkt burde vrimle med sømænd og handelsfolk. Det eneste tegn på liv er nogle få mænd, der i røde tunikaer og lange uldkapper patruljerer det brostensbelagte område foran havnens varehuse. De er bevæbnet med armbrøster og råber straks Stefan an.

”Hvad laver du her? Havnen er lagt i karantæne.”

”Jamen … Jeg skal … bare snakke med min far.”

”Kan du ikke høre? Al adgang er forbudt på ubestemt tid. Skrub af!”

Den bistre vagt retter sin armbrøst direkte mod Stefan og virker parat til at bruge sit våben. Stefan rækker begge arme i vejret og bakker undskyldende ind i den gyde, han kom fra. Uden at se sig om, løber han tilbage mod hospitalet og sit hjem, men da han når Mengstraβe rammes han af en akut uro, som gør ham svimmel og blød i knæene. Hvad med Elizabeth? Hvordan kunne han dog glemme hende? Han ændrer kurs i retning af Waldrons. Gaderne her er ganske anderledes. Der er en vrimmel af mennesker, og alt summer af aktivitet, som var intet hændt. Stefan skal lige til at træde ned ad trappetrinene til ølstuen, da en grov hånd griber fat i hans skulder. Han drejer hovedet og stirrer lige lukt ind i sin fars sørgmodige ansigt.

”Søn, det ser skidt ud.”

”Far! Hvad er det, der sker?”

”Byrådet har sat militsen ind på havnen. Vi kan kun håbe, de snart får styr på situationen.”

”Jamen, hvad er der sket?”

”Et djævelsk skib anløb havnen for et par dage siden. Nu spreder en smitsom sygdom sig som en steppebrand i byen.”

”Hvad … hvad skal vi gøre?”

”Skynd dig hjem til mor. Barrikadér hoveddøren og luk ikke op for nogen.”

”Jamen, hvad med dig? Kommer du ikke hjem?”

”Jo, men jeg skal først sikre vores værdier i varehuset.”

Inden Stefan kan nå at stille yderligere spørgsmål, forsvinder hans far ind i den ubekymrede menneskevrimmel på torvet foran Waldrons Bierstube. Han vender sig om og griber fat i håndtaget til ølstuen. Døren er låst. Først nu får han øje på skiltet. Lukket på ubestemt tid. Hvad skal det sige? Og hvorfor har Elizabeth ikke sagt noget? Oprørt og slukøret sætter han kurs retur mod patricierkvarteret.

---

Feberens klamme hænder må have holdt ham i et solidt kvælertag hele natten, for han vågner badet i sved og med en dundrende hovedpine. Aargh, min hals er knastør. Han forsøger at svinge benene ud af sengen, men er ude af stand til at bevæge dem. Der er en insisterende og vedvarende lyd af kirkeklokker uden for hans vindue. Han snuser til luften i sit kammer. En umiskendelig duft af røgelsespinde. Er jeg død? Han får en surrealistisk fornemmelse af at være ufrivillig deltager i sin egen begravelse.

“Mor, jeg har det ikke så godt. Kan du ikke hente mig et glas vand?”

Der går adskillige minutter før døren til hans værelse med en sørgmodig knirken langsomt går op. Hans mors velkendte ansigt dukker op i døråbningen. Hun har mørke rander under øjnene og sorte plamager på hænderne.

”Er du ok, mor?”

“Undskyld, Stefan, men du må altså klare dig selv. Din far og jeg har det heller ikke godt. Jeg er bange for, at vi nu også er blevet ramt.”

“Kan du ikke bare kalde på tjenerne?”

“De er flygtet fra byen i nattens mulm og mørke. Der er en hel udvandring i gang. Folk tror, de er mere sikre ude på landet end her i byen.”

Trods sin feber og sine kuldegysninger kæmper Stefan sig vej ned ad trapperne til dagligstuen, hvor han til sin bestyrtelse ser sin far ligge på sofaen i en tilstand der er markant værre end han i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Farens ansigt er voldsomt opsvulmet og fyldt med sorte pletter, og det er tydeligvis vanskeligt for ham at tale. De få ord, han kan få over sine læber, står for altid indprentet i Stefans hukommelse.

“Søn. Det er slut. Vi ses på den anden side.”

Tårerne presser sig på, og dagligstuens gulv gynger pludselig som et skibsdæk fanget i voldsom storm. Stefan må sætte sig ned for ikke at miste balancen.

”Jamen. Der må da være … noget vi kan gøre.”

Hans desperate blik pendulerer mellem de sygdomsramte forældres opgivende ansigter.

”Hvad med nonnerne på Heiligen-Geist? Måske har de fundet en behandling nu.”

Al energi har forladt de øjne, der stirrer på ham. Tavsheden er rungende, og dagligstuen er som et afsides kapel efter mørkets frembrud.

Faren dør lidt senere samme aften, og moren magter kun at holde pesten stangen yderligere én enkelt dag, før hun også må opgive ævred. Stefan er for svækket til at slæbe sine forældres lig ud på gaden foran huset, så i stedet vakler han op ad trapperne og låser sig forpustet inde på sit eget værelse, hvor han blot kan vente på også selv at bukke under for den forfærdelige sygdom, der lægger byen øde.

Midt om natten vågner Stefan op, mere konfus og svækket end nogensinde før. Mystisk nok er kirkeklokkerne holdt på med at ringe, men om det skyldes, at færre mennesker dør eller om præsterne og graverne selv er omkommet er umuligt at sige. Hans hals er knastør, og hele hans krop er øm og opsvulmet. Der er ikke en lyd at høre. Er det skumring eller daggry? Værelset er dunkelt, men efterhånden som hans øjne vænner sig til mørket, begynder konturer at tone frem og lange skygger at tage form. Hvem er det, der står omkring min seng? Måske er han ikke længere i huset, men på mirakuløs vis blevet fragtet til hospitalet i søvne?

“Lad mig nu bare dø. Er der ikke nogen, som kan standse mine smerter?”

Som hidkaldt af hans sindsforvirrede monolog, lander en gådefuld skikkelse på vindueskarmen udenfor. Den bratte landing får et tyndt lag mørtel til at løsne sig fra karmen og falde ned på gadens brosten med svag raslen, der kun kan høres fordi byen er så usædvanligt stille. Ud ad øjenkrogen registrerer Stefan, trods sin vildelse, bevægelsen og den nye skygge, men det er først da den tilhørende skikkelse pludselig tiltaler ham, at han for alvor kommer til sig selv og indser, at han ikke længere er alene.

“Det er nemt at dø. At komme tilbage er straks mere smertefuldt.”

“Hvem … Hvem er du?”

“Jeg har mange navne. Du kan kalde mig Den Ældste.”

“Skrub ud af mit hus og lad mig dø i fred!”

“Er du virkelig klar til at forlade denne verden for altid, von Graff?”

“Hvordan … Hvordan kan du vide, hvad jeg hedder?”

“Lad os bare sige, at jeg har holdt lidt øje med dig. Jeg ved alt om din lille kærlighedsaffære med den unge dame fra ølstuen.”

“Elizabeth?”

“Ja, Eliz-zabeth.”

Det er en dyb og mørk stemme, der kommer fra skyggen ved vinduet. Den tilhører åbenlyst en mand, og der er noget næsten hypnotisk over dens klangfuldhed. Den langstrakte og hvislende måde, han udtaler s’et på, er på én gang dragende og foruroligende.

“Nu hvor dine forældre er gået bort, har du ikke længere nogen forpligtelser i forhold til at overtage familiens handelshus. Du kunne bare tømme din fars pengeskrin og forlade byen med din elskede værtinde fra ølstuen under armen.”

Stefan spiler øjnene op og forsøger at vende sig i sengen for bedre at kunne iagttage stemmens ejermand. Det værker i ham, og han må udstøde en anstrengt stønnen.

”Men ærgerligt nok er pesten jo også ved at gøre kål på dig, så det ser desværre lidt sort ud.”

Hvordan kan han kende til mine inderste længsler og dybeste hemmeligheder? Er det hele blot en febervildelse? Måske sidder der slet ingen på vindueskarmen. Den dødbringende infektion, der suser gennem hans årer gør imidlertid så ondt, at han må lukke sine øjne i et forsøg på blot at udholde smerten.

“Jeg er ligeglad med hvem du er, eller hvorfor du er kommet. Kan du ikke bare fjerne smerterne?”

“Inviterer du mig ind i dit hjem, Stefan?”

Sikke et underligt spørgsmål. Hvorfor skulle han spørge om lov til at komme ind efter at han har klatret op ad muren og sat sig i vindueskarmen til en fremmed mands hjem? Det er ikke noget en typisk indbrudstyv ville gøre, og desuden er alle tyveknægte sandsynligvis for længst flygtet fra den sygdomsramte by.

“Ja.”

Skyggen lader til at godtage invitationen, for den forsvinder fra vindueskarmen på et splitsekund. Stefan drejer sit smertende hoved for at se hvor den gådefulde fremmede med så unaturlig hast er forsvundet hen, og hans blod fryser til is, da han stirrer lige ind i et uhyggeligt blegt ansigt. Ansigtet tilhører en skikkelse, som nu står direkte ved siden af hans seng. Manden er aristokratisk med kort, sort hår og gennemborende, brune øjne. Han bærer en lang, mørk fløjlskappe med rødt for. Har jeg fået besøg fra hoffet, eller løber min fantasi helt af med mig?

“Vær ikke bange, når du kommer tilbage. Smerterne og tørsten vil være intens, men det går hurtigt over.”

Inden Stefan når at få et ord indført, bøjer den blege adelsmand sig ned over ham og lader sine unaturligt spidse og lange hjørnetænder synke dybt ind i hans hals. Stefan stivner af skræk. Hvad sker der? Det bruser for hans ører, som stod han midt i brændingen ved en Østersøkyst. Hans hjerte dunker hurtigere og hurtigere, og han spænder som en flitsbue, idet den gådefulde fremmede løfter hans svækkede legeme op fra sengen. Han forsøger forgæves at vriste sig fri, men den karismatiske adelsmand holder ham i et jerngreb og lader blot sine spidse tænder synke endnu dybere ind i hans hals. I store slurke bliver han drænet for blod og livskraft. Stefan opgiver at kæmpe imod. Hans hjerte banker langsommere, og hans krop bliver slap som en klud. Al hans smerte fortager sig. Værelset bliver sløret, og det begynder at sortne for hans øjne. Inden han helt mister bevidstheden, registrerer han skyggen hoppe ud ad vindueskarmen. Den sidste replik bliver dog hængende i luften.

”Mød mig ved byporten omkring midnat.”