Der er bælgmørkt i krypten. Vokslysene på de høje lysestager som skulle oplyse granittrappen, der fører op i det fri, er for længst brændt ud. Vinden hyler som et ulvekobbel, der nærmer sig et hjælpeløst bytte i en afsides skov. Vinduerne for enden af trappen må være gået i stykker i hans lange fravær, enten ødelagt af vandaler eller nedbrudt af tidens tand. I det mindste lader det ikke til, at nogen er brudt ind i krypten for at plyndre hans gravsted.

”Her er to gulddinarer. Lov mig at passe på stedet her, så længe I lever.”

Kan man stole på bondedrenge? Og hvor mange år, årtier, eller århundreder kan der ikke være gået nu? Knas. Et mørnet bræt giver efter for hans vægt. Hans hals er lige så knastør som den kiste, han rumsterer i. Åh, den uudslukkelige tørst. De sørgmodige toner af vindens skingre tuden synes at fortælle ham en historie. Ordene blafrer rundt om hans evige hvilested og trænger ubønhørligt igennem det støvede træfængsel, der omgiver ham. De er insisterende og uimodståelige. … simpel barpige … Hvor meget det end piner ham, tvinger vindens hvisken ham til at huske. … glem alt om hende … Et jag af smerte gennemborer hans bryst. Hvorfor gik jeg i dvale? Hvad var det, der skete? Han lukker øjnene og lader modvilligt fortiden vende tilbage stump for stump.

---

Han er kun 18 år gammel, da han møder hende første gang. Stemningen i Lübeck er løssluppen, boblende af begejstring og aktivitet. Adskillige handelsskibe fra andre hansestæder er netop ankommet til byen via Trave, floden, der omringer den befæstede by og forbinder den til Østersøen mindre end 15 km væk. De er knap lagt til havn på kajen og har aflæsset deres varer, før horder af feststemte sømænd med penge på lommen ligeledes går i land og invaderer nærmest ethvert vandhul i byen.

”… hvor bølger slår … hej ho! … min pung er fuld, og øllet står!”

Hvad i alverden er dog det? Stefan rejser sig fra sit skrivebord, lægger sine kedelige latinske skrifter tilbage i reolen og kigger nysgerrigt ud af sit soveværelse på 1. sal. De begejstrede stemmer runger mellem murene på den renskurede gade foran hans forældres patriciervilla. Brostenene ligger aldeles øde hen, og stemmernes ejermænd er ude af syne. Der er imidlertid ingen tvivl i Stefans sind om, hvor de er på vej hen. Det sitrer i ham, og han vandrer sammenbidt frem og tilbage på plankegulvet i det lille kammer med knyttede næver. Hvad kan de sømænd dog ikke fortælle om fjerne steder på den anden side af havet? Er far mon hjemme i dag? Han styrter ned ad trapperne til villaens stueetage. Av! En split fra gelænderet borer sig ind i hans håndflade. Lige meget. En imposant skikkelse iført mørkebrune bukser og en elegant grøn fløjlsvest troner fra sin stol ved det sortbejdsede egetræsbord, der dominerer spisestuen.  Det er han!

”Far, far! Der er sømænd i gaderne! Er det ikke spændende?”

”Har du læst Disticha Catonis færdig?”

Stefan sukker slukøret og orker næsten ikke at stille spørgsmålet for 117. gang. Hvor er han knastør, den gamle.

”Næsten. Læser den færdig i morgen.”

”I morgen, i morgen. Altid i morgen. Tror du vores handelshus var blevet til noget, hvis jeg gik og sagde den slags til købmændene?”

”Nej, far, men … må jeg ikke nok tage på en vinstue og høre nyt fra sømændene?”

”Sømænd er de tarveligste mennesker. Min søn skal ikke ses i selskab med rakkerpak langt under hans stand. Tænk hvis Rådet fik nys om det.”

Tænk hurtigt. Et smøret smil tager form på Stefans læber.

”Fortes fortuna adiuvat.”

Den velklædte købmand rejser sig fra sin egetræsstol og spiler øjnene op.

”Lykken følger de dristige. Der er da trængt en smule visdom ind i dit ungdommelige sind, sønnike.”

”Nyheder om markedet er vel livsblod for et handelshus? Og … jeg er jo en voksen mand nu.”

”Sandt. En dag skal du overtage mit imperium … Nuvel, men vælg et respektabelt sted. Hold dig fra pøbelen og tag på Waldrons, min dreng.”

Sådan! Stefan gør et lille hop på stedet og slår armene ud til begge sider i et bredt smil.

”Tusind tak, far! Du aner ikke, hvor meget det betyder for mig!”

”Det tror jeg nu nok, jeg gør. Du har jo ikke snakket om andet de sidste par år. Tag dem her og pas på dig selv.”

Stefan nikker energisk og tager imod en lille håndfuld sølv-pfennig, som han straks stopper i lommen. Han har så travlt med at komme ud af spisestuen og villaen, at han er lige ved at banke sit hoved ind i entreens lave dørkarm. Første besøg på en vinstue helt alene. Vildt.

Knap har han forladt de nyskurede brosten foran handelshuset, før stanken rammer ham som en mur af kvalmende vederstyggelighed. Rendestenen flyder med råddenskab. I en flod af pis stikker fordærvede madrester og menneskelige efterladenskaber op som små, brune øer i et sygdomsbefængt landskab. Brostenene er slimede, og hvor ivrig han end er, må han sænke tempoet for ikke at træde i uidentificerbare efterladenskaber og … oh gru … måske snuble og falde ned i rendestenen. Pludselig virker de latinske skrifter og hans lille kammer mere tillokkende.

Han begiver sig forbi det store Heiligen-Geist Hospital og skal lige til at dreje ned ad Königstraβe, da en forhutlet skikkelse rækker ud efter ham fra sin plads i skyggerne langs det smalle fortov.

”Min gode herre! Vil De ikke hjælpe … *host* en syg, gammel mand med en skilling?”

Med væmmelse kigger Stefan ned på den blege arm, der nu griber fat i hans lange brune kjortel. Er det bylder? Han må holde sig for næsen, idet manden mumler noget uforståeligt, og den kvalmende dunst fra hans ånde spreder sig i luftrummet mellem dem. Mandens ansigt er skjult under en snavset, grå kutte. Giv aldrig penge til tiggere, søn. Deres lidelser er Guds retfærdige straf. Hans fars formaninger runger i ørene, men Stefan lader sin hånd glide ned i lommen.

”Kan nonnerne ikke hjælpe dig?”

”Ingen … kan *host* helbrede … leprosi.”

Åh, han er spedalsk! Stefan trækker uvilkårligt sin kjortel til sig, og mandens blege arm falder slapt ned på de slimede brosten som en vissen gren.

”Her, tag den! Må Gud være dig nådig.”

Han lader en enkelt sølv-pfennig falde ned i tiggerens skød og skynder sig rundt om det nærmeste gadehjørne. Rendestenen langs det majestætiskerådhus og den nybyggede Marienkirche lugter heldigvis knapt så fælt, og brostenene er også mindre tilsmudsede her. At den gotiske katedral for nyligt var en romersk basilika, er umuligt at se. Det går godt for Lübeck. Også godt, man er født ind i en god familie. Stefan børster støvet af sin kjortel og ryster samtidig oplevelsen med den spedalske tigger af sig. Inden længe når han frem til Mengstraβe. Han har ikke svært ved at finde Waldrons, for han har været der et par gange tidligere med sin far, men det her er første gang han går ned ad de grå basalttrin til den berømte ølstue helt alene og med licens til at drikke.

Det bobler i maven på ham, og han ryster på fingrene, da han stopper op foran den tykke egetræsdør, der markerer indgangen til baren. Han tager en dyb indånding og skubber den tunge dør op. Kniiirk. Dørens hængsler annoncerer højlydt hans ankomst. Pinligt. Stefan ser sig tøvende og duknakket omkring. Pyha! Der er kun ganske få gæster i ølstuen. De snakker afdæmpet med hinanden og lægger knapt mærke til hans entré. Stefan suger atmosfæren til sig. Duften af grillet kød får hans tænder til at løbe i vand. Han sætter sig ved et langbord i sort valnød, samlet med store, håndsmedede nagler af jern. Far har ret; Waldrons Ølstue er alt for dyr for sømænd. Her ligger ingen drukkenbolte og flyder på gulvet i deres eget bræk, og der er heller ingen spedalske tiggere, som beder kunderne om håndører eller madrester. Her vil værtshusslagsmål høre til sjældenhederne, for klientellet ser primært ud til at bestå af handelsfolk og måske endda et par adelsmænd og -kvinder at dømme efter gæsternes fornemme beklædning. Der er stille som i et gravkammer. Intet nyt fra den store, vide verden at hente her. Øv! Stefan klør sig slukøret i håret. Måske skulle jeg finde en anden kro? Inden han når at beslutte sig, dukker en ung værtinde op for enden af det solide langbord. Wow. Hans skuffelse fordufter som dug for solen.

“Hvad skulle det være?”

Den rødhårede barpige har en midnatsblå vest på, og halsudskæringen er så tilpas lav, at den diskret fremhæver hendes barm, uden at det på nogen måde er vulgært. Hendes lange kjole er af samme farve som vesten, dog med et elegant guldbroderi. Hun kigger på ham med et stort smil og funklende, brune øjne. Sikke fortryllende øjne.

“Hmm. Aner det ikke. Er der noget du kan anbefale?”

“Jo, altså, vi har jo Brauberger naturligvis. Der er også stærkere øl fra Kloster Weihenstephan. Men en ung fyr som dig drikker vel mest mjød eller vin, ikke sandt?”

Ung fyr. Stefan rødmer og bliver en anelse stram i betrækket.

”Hm. Er vi allerede blevet dus? Og du kan da næppe være meget ældre end mig.”

“Det tager jeg som en kompliment, Hr.?”

Værtinden har et glimt i øjet, som rammer ham direkte i mellemgulvet. Han bliver helt varm i nakken.

“Øhm. Stefan. Stefan von Graff. Må jeg spørge, hvad du hedder?”

“Elizabeth. Jeg fortæller ikke kunderne mit efternavn. Vil helst ikke chikaneres efter arbejde.” Hun smiler kort.

“Det gør du garanteret klogt i. Lad mig prøve den stærke øl fra klostret.”

Den rødhårede skønhed vender ham ryggen. Hendes midnatsblå skikkelse skøjter elegant gennem lokalet forbi et par andre borde, hvor hun behændigt indsamler tomme ølkrus, inden hun vender tilbage bag baren i midten af stuen for at skænke hans øl. Stefan kæmper en brav kamp for at undgå at nedstirre Elizabeths velskabte figur, men hans øjne kan ikke slippe hende. Da hun efter en rum tid kommer tilbage til hans bord med en friskskænket øl i et stort stentøjskrus, krydses deres blik igen uvilkårligt. Åh, hendes kastanjefarvede øjne. Han kunne stirre på dem evigheder.

“Er du sikker på, at du kan klare den her? Det er stærkt øl munkene brygger, at du ved det.”

Hun smiler kort til ham.

“Selvfølgelig.”

“Er din far tilfældigvis Alexander von Graff? Den berømte handelsmand?”

Stefan nikker med rødmende kinder. Hvorfor er far så kendt i hele Lübeck? Irriterende.

“Han har været her nogle gange, i selskab med forskellige byrådsmedlemmer. Der kommer mange fine folk her. Kan du se den velklædte herre i hjørnet derovre?”

Stefan kigger i den retning Elizabeth diskret peger. Ved bordet i hjørnet af ølstuen sidder en midaldrende mand i en overdådig, dybrød og guldbroderet tunika med en spids hat i matchende farver. Der er noget nærmest kongeligt over hans ekstravagante tøjstil og selvsikre udstråling.

“Han er medlem af tinget og leder forhandlingerne med Valdemar den 4. om toldsatserne i Øresund. Sådan går rygtet i hvert fald.”

“Åh, de forbandede danskere. Gudskelov er vi ikke længere under dansk styre. Jeg har hørt, at Valdemar nu har allieret sig med tempelridderne.”

“Helt ærligt, så interesserer jeg mig ikke for politik. Snak med Hr. Wittenborg, hvis du vil have de seneste nyheder. Han er ikke kun medlem af tinget, men vist også i familie med borgmesteren.”

“Jeg vil nu hellere snakke med dig. Hvis altså du har tid?”

“Hvorfor i alverden vil du dog snakke med en simpel barpige som mig, Hr. Graff?”

Bemærkningen bliver leveret med et flirtende smil.

Stefan er forsvarsløs over for Elizabeths søde smil og herlige latter og kan ikke stille andet op end at grine lidt nervøst, mens han ser ned i bordpladen for at undgå hendes intense blik. I timevis snakker de med hinanden i ølstuen, indtil Stefan meget mod sin vilje må forlade stedet, da han løber tør for sølvmønter.

”Øh … sødeste Elizabeth *hik* Jeg tror, jeg må gå nu.”

”Kom igen en anden dag min kære.”

Stefan vakler omtumlet ud af Waldrons. Han er næsten nået hjem, da han banker sin skulder ind i en sømand, der ikke levner ham meget plads på fortovet.

”Hov! Hva’ laver do? Ska’ a gi’ dig æ par på a mule?”

Den brovtende mand snakker gebrokkent tysk, har et rødmosset skæg, og hans buskede øjenbryn er den første hårvækst syd for hans pilskaldede isse. Han ligner en slagsbror. Mon han er dansker? Sømanden knytter sin højre næve og stikker den venstre ned i lommen på sin knælange, mørkegrå tunika. Stefan bliver pludselig helt ædru. Bare han nu ikke trækker en kniv. Det løber ham koldt ned ad ryggen.

”Undskyld *hik* Jeg ville blot ikke træde ned i rendestenen.”

Stefan peger på den brune flod af ildelugtende væske, der risler langs fortovet på hans højre side.

”Hva’ er do for en fisefornem stodder?”

Manden rækker ud efter Stefans skulder og får fat i hans kjortel. Det lykkes dog hurtigt Stefan at vriste sig fri. Han er lige ved at miste balancen og træde ned i den stinkende rendesten, men bliver med nød og næppe på fortovet, hvor han tager benene på nakken og spurter rundt om det nærmeste hjørne uden at kigge sig over skulderen en eneste gang. Pyha! Der er huset jo. Med sine svedige hænder flår han febrilsk i håndtaget til døren, og da det endelig lykkes ham at få den op, bruger han adskillige sekunder på at lukke og låse den eftertrykkeligt bag sig.

“Pas på med de stærke øl, sønnike. Du har da vist slået dig løs.”

Hans far kigger op fra en bunke papirer, der dækker nærmest hele det store spisebord i stuen. Der er noget anerkendende i hans tone. Stefan tørrer sveden af panden.

”Ja. Jeg *host* går lige op og lægger mig lidt.”

Fra den dag begynder Stefan at komme i den fine ølstue på Mengstraβe så ofte som muligt. Elizabeth sætter sig altid ved hans bord, så de kan snakke så længe andre kunder ikke lægger beslag på hendes opmærksomhed ved at bestille øl. Han erfarer at Elizabeth kun er et par år ældre end ham selv og at hun bor uden for byen i et lille husmandssted med sin far og sin lillebror. Hendes mor omkom i barselssengen under lillebroderens fødsel, så livet har ikke været nemt, og de penge Elizabeth kan tjene ved at arbejde på Waldrons er absolut uundværlige for at familiens økonomi kan løbe rundt, idet hendes far er skovarbejder med en ussel løn. Efter at være kommet tættere og tættere på Elizabeth gennem nogle ugers tid, kommer Stefan på den dristige idé at invitere hende hjem på middag.

“Er du skør, knægt? Jeg har jo sagt, at vi ikke omgås pøblen.”

”Jamen, far, Elizabeth er en anstændig kvinde. Smuk som solen.”

”Waldrons er en hæderkronet ølstue, men hun er jo blot en simpel barpige, for pokker. Glem alt om hende.”

Det kan han ikke mene.

”Far …”

”Jeg vil sørge for, at du snart kommer til at møde Esmeralda van der Hoof. Hun er datter af en velhavende handelsfamilie i Bremen. Et passende match for dig og en strategisk gevinst for vores handelshus.”

Selv nu, mange år, måske endda æoner, efter at Elizabeth og alle han kendte i Lübeck har forladt denne verden, piner det ham hvordan hans far koldt og kynisk lagde hans spirende romance med Elizabeth i graven. Måske er det netop dette gamle traume, som får ham til at rumstere i kisten og vågne fra sin unaturligt lange søvn.